New Zealand har en række af såkaldte Great walks, hvor Queen Charlotte track og Abel Tasman Coast track er to af dem. De er begge nemme med den form jeg/vi er kommet i efter Nordøen. Men det er stadig meget flotte tracks, som er turen værd.
Når man således bliver ved at gå, så går det nok,” siger Kierkegaard i brevet fra 1847.
Den opmærksomme læser vil se der er en ny overskrift. Har skiftet fra Te Araroa (TA) til New Zealand (NZ) rejse. Det giver mere mening nu jeg officielt er stoppet med Te Araroa.
Queen Charlotte track
Queen Charlotte Track er også en del af Te Araroa, lige inden man kommer til bjergene. Og gik denne inden jeg tog beslutningen om at stoppe med Te Araroa. Men kunne mærke på denne forholdsvis lette Track, at min lyske bare blev dårligere dag for dag. Derfor ville jeg ikke fortsætte med en 8 dages rute med maks intensitet hver dag.
Marlborough sound
Queen Charlotte Track ruten starter langt ude i en fjord helt oppe nordligt på sydøen i Marlborough sound, så man skal sejles derud.
Det er et historisk sted, Ship Cove. Ship Cove er en lille bugt i Marlborough-regionen, kendt som det første sted for langvarig kontakt mellem maori og europæere.
Den engelske explorer James Cook forankrede i 1770erne sine skibe her, når han besøgte New Zealand og navngav det Ship Cove. Gætter på det er et skip, som har lagt navn til stedet. Men der står faktisk ikke beskrevet nogen steder hvilket skip… Men mon ikke det var et, der betød noget specielt for ham.
Med til navngivningen skal dog siges, at man i New Zealand generelt forsøger at genskabe de oprindelige Mauri navne. Så i 2014 blev det officielle navn ændret til “Meretoto / Ship Cove”.
Havde på forhånd hørt om et taxabåd selskab E-ko, som har specialiseret sig i at fremvise fjorden og dens dyreliv. Det tog jeg og der var jeg heldig….
Undervejs til Ship Cove vat, vi så heldige at få kontakt med en lille flok delfiner. Det er en meget lille art ved navn Hector delfiner, mindre end vores egne danske Marsvin (som ikke er delfiner, men i familie med hvalen).
Hector delfinerne er udrydningstruede, men bestanden skulle dog være i bedring. De dør bla af samme årsag, som marsvinet herhjemme: i fiskenettet, da de ikke kan høre (se) det.
https://da.m.wikipedia.org/wiki/Hectors_delfin
Rigtig mange vandrer Queen Charlotte Track eller blot dele af den. Der er masser af taxabåd selskaber, der tilbyder bagagetransport undervejs, så både børnefamilier og ældre kan gå dele af turen. Så på nogle af DOC camp er der rimeligt tæt imellem teltene!
Og netop på denne track, er der ikke bookning af teltplads. First come, first serve – hvilket betyder folk klemmer sig sammen i hovedsæsonen = flere end beregnet til på pladsen.
Det hjælper når man når lidt ned af ruten og er kommet over en 400m høj bakke. Så bliver der tyndet rigtigt meget ud. Alle børne familier er væk. Måske ikke pga børnene, men så pga far, som skal bære rygsækken op over bakken…
Hvad jeg vil huske denne track for er de skønne ruter med udsigt over fjordene og det skønne vejr vi gik i (varmt!!). Og så ikke mindst de camp sites lige ud til sandstranden, så dagen kunne endes med et dyp i det skønneste vand. Ren luksus.
A pro pro dyreliv, så fortalte nogle fra en nærliggende Lodge, at de havde observeret rokker (stingray) inde i bugten. Godt man ikke lige fik trådt på sådan en!
Ruten ender med at gå indad for at ende ved en by ved navn Anakiwa. Der har man så gået en ca 70km. Fortsætter man – og det er der kun TA, hikere som gør – kommer man til Havelock, som er en skøn lille by inderst i fjorden. Her er hoved beskæftigelsen ‘muslinger’ eller rettere sagt, bearbejdelse af muslinger som avles rundt omkring i Marlborough sound fjorden.
Inden man kommer til Havelock, kommer man dog på vejen forbi en skøn Taverna. Eller rettere sagt, en Taverna med et skønt tilbud, som det er svært at sige nej til. ‘Køb et måltid og overnat gratis’.
Maden var faktisk ret god og selvom det var en hverdag, var der stop fyldt med mennesker om aftenen. En del turister, men rigtig mange lokale at høre ud fra, snakken.
Fra denne Taverna og til Havelock er der kun 15 km, som går langs en sø og over en større bakke. Så en skøn kort dag at slutte af med.
Abel Tasman track
Efter Queen Charlotte Track og et par restitutions dage i Havelock for at se om lysken faldt til ro (gjorde den jo ikke rigtigt…), så tog jeg alligevel afsted og gik en anden af de ‘Great walks’, der er i det nordlige område.
Det er en rute, som på mange måder ligner Queen Charlotte track, men det ligger i et område hvor naturen på mange måder er mere smuk og mere rå. Men første del af selve ruten er omend endnu mere familie venlig.
Og igen en rute, med masser af turister og taxa både og mulighed for transport af bagage. Da ruten er en en-vejs tur, så benyttede jeg mig af taxa båden hjemad.
DOC beskriver Abel Tasman som : Enjoy the mild climate, golden beaches and lush coastal native bush on the Abel Tasman Coast Track.
Det lyder jo fantastisk og der er også masser af smukke strande og masser af oprindelig bevoksning. Men mild…. Tja, da jeg gik den var det også med halvt regnvejr og god blæst, selvom det ikke er hvad jeg vil huske ruten for.
Vil huske den for nemme stier at gå på og smuk natur.
Der var dog et enkelt sted en flod krysning (broen var gammel og usikker) samt et strand stykke, hvor man skulle kravle på klippestykker rundt omkring en runding på stranden (der var sket et skred på den officielle sti over bakken). Den var lidt træls, da stenene var dækket af skarpe muslingeskaller, som ved den mindste berøring skrabede huden af (ved højvande er stenene omtrent dækket af vand).
Floden var denne dag ikke det store problem, selvom den dog gik mig til midt på brystet. Men ved at andre dage er vandstanden endnu højere, så skal man time det til lavvande.
Men der må man bare sige, at New Zealændere ikke brokker over den slags. Eller turister der kommer der.
Tøjet bliver smidt og man krydser floden. Og der bliver kravlet over klippestykker med skarpe muslingeskaller uden at pive.
I Danmark ville sådan noget udløse en Facebook shitstorm…
Og endelig, så vil jeg huske kysten for dens store forskel på højvande og lavvande. 5m blev der sagt.
Den store forskel på højvande og lavvande gjorde at der var lidt planlægning for komme til de små indfjorde ved lavvande. Så kunne man spare en lang omvej og gå tværs over. En dejlig oplevelse at gå over fjord bundene, men det kan man jo også hjemme visse steder.
Awaroa beach
Undervejs kommer man forbi Awaroa beach. Det er en speciel bugt, dels fordi det er en smuk bugt og dels fordi den er købt (tilbage) via crowdfunding og foræret til DOC.
Og som den eneste bugt hvor man kan krydse, er der ikke en højvandsrute rundt om. Så når man bugten på det forkerte tidspunkt, så man vente indtil næste lavvande (der er 2 dagligt). Bugten kan krydses plus/minus 2 timer på hver side af lavvande tidspunktet.
Og tidspunktet for lavvande/højvande ændrer sig dagligt. 30-45 minutter forskydes det dagligt, så man kan være uheldig at skulle rigtigt meget tidligt op! Men det oplevede vi jo allerede tidligere langs østkysten)
Selve bugten er ret bred, tager en halv times tid at krydse den ved lavvande.
Jo længere man kommer op af Abel Tasman coast track, jo større bliver bakkerne. Ender med at tager en 30-40 minutters tid opad med pulsen godt oppe for at komme op over.
Også camp sites bliver mere barske, den sidste jeg sov på, Mutton Cove campsite, lå helt ud til havet. Og da jeg kom blæste det temmelig kraftigt. Fandt vel det ene af de 3-4 steder, der var lidt læ….
Cheeky weka
På en af campsites havde DOC camp manager skrevet Cheeky weka som overskrift på en tavle i mad shelteret.
Og nedenunder stod at man skulle lyne lynlåsen i inderteltet helt op, da weka’erne kunne finde ud af at lyne dem ned…
Den dag jeg var der, fik et par stjålet deres müsli. Æv… Jeg kendte godt weka i forvejen, så havde alt mit mad i madposen og inde i teltet. Men vidste altså ikke de også kunne lyne teltet ned…
Det var regnvejr den dag vi var der og jeg lå inde i teltet med alt lynet og små slumrede i regnen. Men ser alligevel en weka inde imellem yder og inder teltet ud af øjenkrogen. Den løfter lige hovedet op og ned hurtigt for at kigge ind i selve inderteltet. Det gør den et par gange indtil jeg får ram på den ved at slå på selve inderteltet. Så forsvandt den og kom ikke mere! Men de er frække og ikke bange.
Skulle nogen være i tvivl, så er dette en Weka. Den kan ikke flyve, men om den kan lette lidt ved jeg ikke. Men den kan løbe stærkt.
Den vejer omkring 900g, så den er pænt stor. Gætter på den smager som en fasan, den kan i hvert fald sagtens spises.
Weka er ligesom den meget truede Kiwi native fugle. Og da der oprindeligt ikke var rovdyr på New Zealand, så var der ikke behov for at kunne flyve for at beskytte sig.
Med til historien om weka og kiwi fuglene er derfor også historien om possums.
Indtil man begyndte aktivt at bekæmpe disse, var det possums som var på campsites og weka’erne var skræmte truede fugle, som kun kunne ses i skoven. Faktisk var der meget få af dem, da possums spiste deres æg.
Possums bekæmpes af DOC meget aktivt overalt i New Zealand med gift. Man ser meget ofte enten afmærkning, som peger i retning af en fælde eller en fælde stående lige ved siden af stien.
Da possums er forsvandt i Abel Tasman området, steg bestanden af Weka og de indtog så campsites. Og forvandlede sig fra sky fugle til fugle som løber rundt imellem benene og stort set stjæler maden hvis du vender ryggen til.
Men hellere dem end possums, som ikke nøjes med at lyne teltet op, men kan gnave hul i teltet i stedet for.
Ovenstående historie om weka og possums fik jeg fortalt af den lokale DOC mand. Skøn ældre herre, sikker på han kan løbe fra mig. Som han sagde, nu havde han været på Abel Tasman i mere end 20 år…
Og så syntes jeg, at jeg hellere må vise et billede af en possum, så alle ved hvordan den ser ud. Umiddelbart meget sød.
Men, som man siger i New Zealand. Den sødeste possum er en død possum. Man kan langs vejene se de possums, som er blevet kørt over hængt op i pæle. Ligesom for at advare andre possums om at blive væk….
